Ole Olsen 1938-2024

Martin Roy Wade skriver om Ole:

Min kære ven saxofonisten, Søren Bøgelund sagde en gang til mig :

"Watch out for the sharks in the sea...!" Og her advarede han mig om de - om jeg så må sige - "mindre reelle tuber" (som Per Goldschmidt ville have udtrykt det. Ikke typer...men "tuuuber") som også var og er tiltrukket af vor særlige branche the business of show og "de skrå brædder og scenens farvede lys".

Ole"JazzOlsen" Olsen, som tog videre til De Evige Jazzmarker tirsdag d.26 marts 2024 efter sin få dage tidligere 86 års fødselsdag, var så absolut det helt og aldeles modsatte. JazzOlsen var bund reel. Men dog "en haj" - til at spille saxofon.

En original og unik musiker, der altid spillede et vedkommende repertoire, hvor han altid swingede "røven ud af bukserne" på sin tenorsaxofon som få. En gentleman uden mage. En hædersmand. En kammerat med "stort K" og med tryk på første stavelse. Et reelt menneske og en god kollega. Et ordentligt og dannet menneske. Et menneske der kunne "se gennem" snobberi, pis og papir og "selvudråbt autoritet". Et generøst menneske med hjerte og hjerne, der altid gav sine kolleger og yngre musikere en chance. En musikernes musiker. En interesseret musiker. En spillemand af Guds nåde. Ingen fine fornemmelser for at spille særlige genrer, men en bredde og en bred faglighed og interesse som få. Altid noget på hjerte. Et forbillede. Altid velklædt. Altid i "mit ringhjørne".

Min musikalske mentor og en af de musikere der tog mig "under sine vinger" og tog mig med på job og ud at spille på et tidligt tidspunkt, da jeg var en ung snotnæse. Da man opfandt termen "en guttermand", så var det Ole Olsen man havde i tankerne som rollemodel for denne term. Jeg mødte Ole første gang i årene fra 1998, hvor jeg begyndte at spille med Asger Rosenberg på Hvide Lam, Café Rex og Restaurant Long John. Ole spillede fast med basunisten og sangeren, Eddie Pless på dette tidspunkt, og Ole tog mig med på job - ofte sammen med basunisten, Eddie Pless og pianisten, Mogens Petersen. Jeg spillede også med Ole, når jeg afløste trommeslageren, Torkild Møller i Lousiana Jazzband.

Da jeg i 2004 dimitterede fra Rytmisk Musikkonservatorium efter blandt andet 5 års sangstudier, spurgte Ole mig ved receptionen efter min afgangskoncert, om jeg kunne tænke mig at komme fast med Ib Glindemanns Orkester, som Ole på daværende tidspunkt havde været medlem af siden begyndelsen af 90´erne, hvor Ib havde gendannet sit nye orkester efter en pause som orkesterleder. "Tjaaaa.....jooooo....jeg ved sørme snart ikke....Så skidt..!" JUBIIIIIIIII. Et ridderslag for mig uden mage og "den bedste eksamensgave" jeg nogensinde kunne drømme om at få. At blive fast engageret hos mesteren ”the grand old man" af dansk bigband og filmmusik i øvrigt og få lov til at synge mine yndlingssange og yndlingsarrangementer af de store mestre fra den store amerikanske sangbog. Samt at få det eneste faste engagement i vort kongerige, der fandtes som big band sanger. "The Bandsinger". Det var Ole´s og saxofonisten Jens Søndergård´s fortjeneste og ben-arbejde, at jeg fik lov at komme med i denne pragtfulde organisation i den næste dekade. Ren og skær luksus. En skole, der er fundamentet i mit faglige dna. Samtidig var Ole fast medlem af Det Hemmelige Big Band, som jeg nu snart har været "hemmeligt" medlem af i 20 år, og her trykkede han den også altid af, og kastede glans over vores koncerter med sit dejlige spil.

 Jeg husker og vil se tilbage på mange dejlige stunder på scenen, i bigband bussen med Glindemann, i biler på landevejene og de mange efterslukningsstunder og sene nattetimer, hvor vi løste verdenssituationen, talte om gode melodier og tempi, og hvor Ole generøst, fortalte om sin fortid som musiker i Finn Mickelborgs gruppe, i Sverige med bandet Salt og Peber, med Johnny Reimars band, i Cirkus Benneweis, med Berlins stemme; bysbarn og superstjerne Udo Lindenberg, samt alle de øvrige steder i verden Ole havde spillet, som blandt andet Argentina, Mexico og Libanon. Ole fortalte også om sine forskellige jobs i Københavns Frihavn, som folkeskolelærer og som musikpædagog på aftenskolen.

Der er så mange stjernestunder med Ole, som jeg kunne beskrive og fremhæve. Eksempelvis når Eddie Pless sang The Gypsy, og Ole slog sit lange hår ud og spillede den omtalte spåkvinde. Det var et morsomt ritual. Ole tog mig med på trommer, da han i 00'ernes midte blev hyret af Ekstra Bladet til at være kapelmester på Ekstra Bladets Dansekonkurrence, som fandt sted på de lokale torve rundt i kongeriget i blandt andet Marienlyst, Løkken og på Langelandsfestivalen, afsluttende på Københavns Rådhusplads. Det var et dejligt musikerhold JazzOlsen havde samlet med blandt andre John "LilleJohn" Siera, trompet, Johnny "Goffy" Rasmussen, basun - Torben Kjær/Janos Magyor var pianisterne, Marc Davis og Niels "Guffi" Pallesen var bassisterne og Ole selv på tenorsaxofon. Det var en skøn sommer, og her spillede vi til blandt andet engelsk vals, quickstep, jive, cha-cha-cha, beguine og rumba. Her nød jeg godt af alle de rytmer, jeg havde lært hos min slagtøjsmentor, slagtøjets mester, Gert Mortensen, som Ole i øvrigt havde spillet med i Cirkus Benneweis i 70´erne. Jeg husker et job på Toga Vinstue omkring 2010, hvor vi spillede i en dejlig kammergruppe med Ole - Mogens Petersen, piano - Ole Rahr, bas og undertegnede på trommer. Her spillede Ole en version af I´ll Remember April, som min sanglærer Richard Boone ofte sang. Ole spillede, så englene sang, og så taget løftede sig. Og Mogens Petersen var i den grad i sit es, hvilket smittede af på os øvrige i rytmegruppen.

Jeg var så glad og taknemmelig over at få lov at opleve Ole Olsen blive hædret ved Ben Webster Prisfesten i Portalen i Greve i april 2022. Her modtog Ole fortjent, Ben Websters Hæderspris sammen med blandt andre guitaristen, Henrik Bay, trommespilleren Mikkel Find, saxofonisten Niels "Flipper" Stuart og bassisten Jens Jefsen. Denne hæder betød meget for Ole, og det var så dejligt at se ham blive hyldet.

Kære Ole. Det er sgu lidt tungt nu. Tak fordi du tog mig under dine vinger. Tak fordi du så generøst øste af din store faglighed og viste mig vejen. Tak fordi du altid var i mit ringhjørne. Tak for de utallige stunder i musikkens tjeneste på scenen og udenfor scenen. Jeg vil savne vores lange dejlige, hyggelige samtaler om fagligheden og branchen i særdeleshed - og verden i al almindelighed. Jeg vil savne din originale, umiskendelige, karakteristiske stemme i telefonen - og din stemme i det hele taget. Jeg vil aldrig glemme dig, Ole. Du vil altid have en stor plads i mit hjerte og i mit sind og i min bevidsthed. Jeg skal nok huske "at passe godt på tempoet" og gøre mig umage med det. Shakespeare bør parafraseres :
"We will not see his like again..!" TAK, OLE.