FRANK Büchmann-Møller, in memoriam.

FRANK Büchmann-Møller, in memoriam.

 

Den flittigste og mest omhyggelige bagmand i jazzen, Frank, er død. Han var bibliotekar ved Det Fynske Musikkonservatorium. Fra 1994 til 2019 var han knyttet til Universitetsbiblioteket, har skrevet adskillige bøger om jazz, både lokalhistorisk men også internationale, f.eks. Ben Webster biografien ’Someone to Watch Over Me’ og en international berømt bio- og diskografi om Lester Young. Frank spillede selv tenorsax i flere lokale orkestre, men jeg fik aldrig hørt ham spille.

 

Til gengæld var han den uimodståelige partner, da vi for mange år siden fik udgivet den store bog om Montmartre i St. Regnegade med de bedste billeder fra Jan Persson, Jørgen Bo og Kirsten Malone og Klaus Albrectsens portrætter. Uden ham var den bog aldrig blevet til. Hans detaljeringstalent kan man konstatere ved de omkring 40 sider med præcise oplysninger om alle musikere, bands, der spillede i klubben fra 59 til 76, et utroligt arbejde. Flid og præcision var hans adelsmærke, krydret med fin humor og sindighed.

 

Den stille mand med de store briller var med i Ben Webster Foundation fra begyndelsen i 1976 og havde stor indflydelse. Når han rømmede sig og blot ville kommentere eller komme med ideer, blev der lyttet. Og taget til efterretning, for Frank vidste stort set alt om de emner, som kom på bordet. Han var med i en snes år, men måtte trække sig da helbredet blev svækket og turen fra Odense til København og retur blev problematisk - vi var sent færdige i Websters ånd.

 

Frank etablerede også udstillinger, bl.a. med Ben Websters efterladte billeder, film, personalia, ligesom han også stod for samlinger fra Richard Boones bo og Timme Rosenkrantz. Mange af Timmes private optagelser fra 194o’erne, er netop for første gang udgivet på den i 2024 udsendte monumentale CD- Boks fra Mosaic med Don Byas

 

 Savnet er han efter den lange kamp med sygdommen.

Henrik Wolsgaard-Iversen

Ben Webster