Kristian Jørgensen 1967-2025
Det er med stor sorg at Ben Websters fond hører at violinist og Ben Webster Prismodtager 1993 Kristian Jørgensen er død. Kristian er muligvis den mest talentfulde musiker Danmark nogensinde har fostret og hans store glæde ved jazzen var smittende. Samtidig med at han besad et fuldkommen optimalt musikerskab, glemte han aldrig hvad jazzen også er. En social og demokratisk samværsform hvor passionen og engagementet hos alle musikere tæller. Hans musik hørte hjemme på de største scener, men han selv nød ligeså meget at jamme med venner og kolleger når lejlighed bød sig på de ydmyge scener.
Hans sprog var improvisationen og sjælen i den smukkeste kunst vi kender, jazzen.
Æret være Kristian Jørgensens minde og vores tanker går til hans næres store tab.
Foto: Gorm Valentin 2020